Solvognen

Fra OdsWiki

Skift til: Navigation, Søgning
Solvognen 2.jpg
Solvognen

En septemberdag i 1902 pløjede Niels Frederik Peter Willumsen et stykke af Trundholm mose i Odsherred, som havde ligget uberørt siden tørlægningen i 1799. Først fandt han en bronzehest, og så en skive med guldbelægning. Nationalmuseet blev underrettet, og så var Danmarks fineste bronzealdergenstand fundet: "Solvognen".

Den er faktisk enestående af sin art i hele verden, og et ikon for Europas forhistorie og bronzealderens religion. Den er sat til at stamme fra den ældrebrozealders midte, d.v.s. ca. 1350 f.kr.

Hesten er 29,l5 cm lang og vejer 2.640 kg. På både hoved og hals finder man en fin udført ornamentik, der dels gengiver manken, dels synes at gengive seletøjet.

Den består af en delvis guldbelagt, rund, hvælvet skive, der sammen med en hest er anbragt på stellet af en sekshjulet vogn. Skiven er udsmykket med spiralornamentik, og der er kun guld på den ene side. Hjulene har fire eger og en diameter på ca. 15 cm. Kun et af hjulene er helt bevaret. Skiven har en diameter på 26,3 cm og vejer 1,5 kg.

Den mest anerkendte tolkning er, at solvognen er en hestetrukken sol, en "Solhest": Et udtryk for solens daglige rejse over himmelen, hvor solen trækkes af en guddommelig hest.

En ny teori er, at bronzealderfolket har efterladt sig kalendere. Skjult i spiralornamentikken på Solvognens solskive er tre kalendersystemer. Et system bruger måned med 30 1/2 dag pr. måned, det som i vores kalender er bestemt af solens årlige rytme. Et andet bruger månemåneder, oftest på 29 dage. Et tredie, er en kalender som regner med 360 dage på et år, og 30 dage til en måned. Hver ornamentenhed referere til en dag enten i sol- eller månedskalender.

Ved vigepladsen på Kirkeåsvejen står en mindesten ca. 400 meter vest for findestedet. Solvognsmotivet på stenen er udført af billedhugger Johannes Hansen, Bjergene, der har indhugget billedet af Solvognen, og den korte klare tekst: "Solvognen fundet i Trundholm mose 1902", og den blev afsløret den 5. august 1962 af dr. pihl. Therkel Mathiassen, Nationalmuseet, og det var Fr. Willumsens barnebarn, fru Emmy Olsen, der har forretningen "Den Vordende Moder" i København, der fjernede Dannebrog fra stenen, ligesom der på Fr. Willumsens grav på Højby kirkegård blev lagt blomster.

Stenen vejer 3 tons, og er fundet på Lumsås Nordstrand, og Højby kommune har bekostet opsætningen af den.
Den oprindelige mærkepæl for findestedet før der i 1962 blev rejst en sten med billede og inskription.

Den stod oprindelig på findestedet, men her er i stedet anbragt en firkantet granitsten, og vil man se det nøjagtige findested kommer man til det ved, fra Vig-siden, at dreje til højre ad Odsherredsvej, rute 225, og umiddelbart derefter dreje ned af en lille vej på venstre side, Trundholm Mosevej, og for enden af den kan man gå langs en privat lod til stedet hvor den er fundet.

Ved dannelsen af Odsherred Kommune pr. 1.1. 2007, valgte man ved sammenlægningen at bruge Solvognen som kommunens symbol.

+

Jens Mikkelsen fortæller til Holbæk Amts Venstreblad 30. december 1960:

Finderen Niels Frederik Peter Willumsens søn, Valdemar Willumsen, havde mig, Jens Mikkelsen, som legekammerat.

Jeg var 14 år i 1902, og tjente hos Willumsen for 50 kr. plus kost og logi i årsløn - med fri hver fjerde søndag kl. 13-21, når jeg havde været i mosen og malke o.s.v.

Solvognen var noget dejligt legetøj vi havde fået, og der var jo ret ensomt derud på mosen.

Vi havde hesten inde i et vognskur med rørflettede vægge, og de stumper, der ikke havde fast forbindelse med køretøjet, lå såvidt jeg husker, indenfor til venstre i skuret, men det interesserede os nu ikke.

Det er ikke usandsynligt vi slog den lidt i stykker, det har ikke kunnet undgås, for vi legede jo med hesten når vi havde tid til det. Vi gav den en ring i halsen, så vi kunne trække med den i snor, og når en hest ikke opførte sig ordentligt, så fik den et par rap af kæppen, og hjulene, og den mærkelige plade, kunne jo nok give anledning til besværligheder, når vi trak afsted med køretøjet.

Jeg tror der gik 1½ års tid, så var der tørveauktion i mosen, og skovkasserer West fra Nykøbing Sjælland var domænebestyrer, og han holdt auktionen, og ved den lejlighed opdagede han legetøjet.

Hvad er det du leger med, Jens, spurgte han, da han havde set nærmere på hesten, som jeg havde i snor.

Den måtte jeg altså ikke lege med mere, og han skulle have den, og hvad der ellers var fundet, med sig, og jeg så den ikke mere før den stod på Nationalmuseet.

Willumsen fik såmænd 500 kr. for fundet, og det var mange penge dengang.

Nationalmuseets folk fandt en mængde smådele på et areal omkring ca. 4 kvadratmeter, og vi afmærkede findestedet med kviste, og der blev rejst en sten hvor den var fundet.


Kilde: Trundholmprojektets folder m.m., og diverse pjecer. - Holbæk Amts Venstreblad 6. august 1962.--SOC 21. jul 2011, 17:02 (CEST)

+

Følgende brev blev indsendt af Bent Jakobsen til Nationalmuseet, og er her gengivet ordret:

Den 27. december 1967
Nationalmuseet
Bronzealderafdelingen
Frederiksholms Kanal
København

Vedr. Solvognens findested

Under indsamling af oplysninger om min slægt har en 89-årig mand meddelt mig følgende som jeg mener er af så væsentlig betydning for bedømmelse af Solvognens findested at Nationalmuseet bør have kendskab til meddelelsen.

Sagen er i korthed:

Den 89-årige, hvis navn er Peter Sørensen, bor i Gudmindrup som ligger nogle få km nord for Ellingegården og Trundholm mose hvor Solvognen blev fundet. Peter Sørensen er født og opvokset i Gudmindrup og som dreng har han (ca. 1885) hørt en gammel mand der havde arbejdet på Ellingegården i al hans tid fortælle følgende: ”Ejeren af Ellingegården havde en ”sindssvag” søn som hjemme på Ellingegården havde taget en guldhest og en guldvogn og smidt den væk. De fandt dem aldrig mere”.

Peter Sørensener sikker på at han husker rigtig m.h.t. fortællingen om guldhesten og guldvognen – og jeg kan udmærket forstå at en sådan beretning kan have gjort virkeligt indtryk på en dreng i 1880-erne.

Han skildrer fortælleren, hvis navn var Jens Steffensen, som en mand der læste og fulgte godt med i alting og som en mand man kunne stole på.

Peter Sørensen har i øvrigt efter at Solvognen blev fundet (antagelig i 20-erne eller 30-erne) omtalt denne beretning til de af egnes beboere som var historiske interesserede men han fandt ingen interesse for beretningen.

Han har selv senere undersøgt om beretningen skulle være bevaret i Jens Steffensens familie men uden held da Jens Steffensen kun have en søn der døde før sønnesønnen blev født.

Om Peter Sørensen som jeg har kendt fra jeg var barn vil jeg gerne sige at han er en pålidelig og fornuftig mand som ikke har noget ønske om at vække sensation. – Han har givet mig tilladelse til at jeg sender Dem denne beretning under forudsætning af ”at han kan slippe for at komme i forhør”. Jeg tror ikke at han dermed mener at han ikke vil gentage fortællingen for Dem men jeg må bede Dem respektere hans ønske. Skulle De ønske at tale med ham skal jeg gerne formidle kontakt.

Det eneste punkt hvor Peter Sørensens beretning, såvidt jeg er i stand til at bedømme, ikke stemmer er følgende: Han hævder at ejeren af Ellingegården (med den sindssvage søn) skulle hedde Petersen, men ifølge Trap Danmark (udgave 1920) skulle ejeren inden for det tidsrum der kan komme på tale hedde H. J. Egtved, H. Jensen eller Jacob Holm. – Der er vel den mulighed at der kan være tale om en forvalter eller forpagterved navn Petersen. Det har jeg ikke kunnet undersøge. Peter Sørensen hævder at afdøde friskolelærer K. Holst har undersøgt sagen og fundet at der skulle have været en mand med navnet Petersen på Ellingegården i det pågældende tidsrum.

Når jeg henvender mig til Dem med denne beretning som jeg har været i besiddelse af i snart 2 år skyldes det, at konsulent W. Nybjerg, Højby Sj. I sommer har givet mig følgende oplysning som bekræfter formodningen om at Solvognen har været på Ellingegården før den fandtes på Trundholm: ”En nulevende ældre Dame erindrer at hendes far (eller en anden nær slægtning) sagde da han hørte om fundet af Solvognen: ” Nåh, det er jo bare det lejetøj de havde på Ellingegården””.

Når W. Nybjerg kender til sagen så skyldes det at jeg henvendte mig til ham da jeg for 2 år siden første gang hørte beretningen af P. Sørensen. Jeg henvendte mig til W. Nybjerg fordi han der nu er 87 år er levende interesseret i egnes historie og muligvis kunne have oplysninger som kunne bekræfte beretningen. Det havde han ikke dengang.

I sommer aftalte vi at vi hver skulle sende vores beretning til Dem. Jeg er imidlertid bange for at det vil trække endnu længere ud med W. Nybjergs indberetning da han trods alderen er en travlt optaget man. – Så hvis De tror på denne version af hvorfor Solvognen blev fundet på Trundholm tror jeg De bør kontakte W. Nybjerg og få beretningen bekræftet. Selvom alle tre personer (W. Nybjerg, P. Sørensen og den ældredame) såvidt jeg ved er raske så er de alle højt oppe i 80-erne.

W. Nybjerg kan de trygt ringe eller skrive til. – Hans adresser: Konsulent William Nybjerg, Højby Sjælland og hans telefon er Højby 83.

Kan jeg hjælpe Dem med yderligere oplysninger skal jeg gerne forsøge. Min adresse er: Slæbæk 5771 Stenstrup, Fyn og min telefon er (09) 21 10 84.

Med venlig hilsen

Bent Jakobsen


Kilde: Torben Arendal, Nr. Asmindrup 2017.--SOC 12. mar 2017, 22:07 (CET)

Personlige værktøjer